Stifter af Be My Eyes: AI giver nye øjne og muligheder
AI giver blinde og svagsynede mulighed for at få en live-beskrivelse af deres omgivelser med et enkelt klik på telefonens kamera
– Man vil hellere bare være venner med sine venner end den, der skal spørge om hjælp, fortæller Hans Jørgen Wiberg, stifter af teknologivirksomheden Be My Eyes.
Da virksomheden startede i 2012, var Hans Jørgen ansat i Dansk Blindesamfund og talte dagligt med blinde og svagsynede, som netop beskrev denne udfordring.
Han ved selv, hvordan det føles at have et synshandicap, da han er svagsynet. Det kan være svært at bede venner eller bekendte om hjælp til småting, og følelsen af at være afhængig af andres øjne kan virke hæmmende. Det blev starten på Be My Eyes:
– Jeg tænkte, at vi måtte lave en gruppe af frivillige, som du kan ringe til, hvor frivillige kan hjælpe blinde og svagsynede, der har brug for et par øjne.
Meget har forandret sig med den hurtige teknologiske udvikling, men målet for Hans Jørgen Wiberg er fortsat det samme: at gøre verden mere tilgængelig for blinde og svagsynede.
Med 777.000 blinde og svagsynede på platformen og 8,5 millioner frivillige er han og virksomheden allerede nået et langt stykke.
Teknologiske kvantespring og partnerskab med OpenAI
Be My Eyes har i lang tid været en service, der forbinder blinde og svagsynede med frivillige via videoopkald. Brugeren vender kameraet mod sine omgivelser og får dem beskrevet: Er det tykmælk eller sødmælk, jeg tager fra hylden? Må jeg have hund med på restauranten? Er der togspor på begge sider af perronen?
De seneste år er AI dog for alvor kommet på banen, og det har Be My Eyes udnyttet. Allerede i 2023 blev virksomheden den første af sin art til at indgå et samarbejde med OpenAI. Resultatet er Be My AI, som Hans Jørgen fortæller om med begejstring:
– Da vi lavede vores samarbejde med OpenAI, var vi det første firma, der fik adgang til den model, der kunne beskrive billeder. Man kan tage et billede med appen og få en AI-beskrivelse af det. Det er blevet vores suverænt mest brugte feature. Vi har 43 millioner requests om året, og 40 millioner er billedforespørgsler.
Partnerskabet er et eksempel på, hvordan AI kan gøre det nemmere end nogensinde før at navigere i verden som blind eller svagsynet. Og mulighederne for fremtidige teknologiske løsninger til mennesker med handicap – det såkaldte Disability Tech – er uanede.
Smart glasses og nye samarbejder
Et samarbejde med Meta er næste store skridt for Hans Jørgen Wiberg og Be My Eyes. Integrationen i Metas nye Ray-Ban Smart Glasses vil gøre det muligt for de frivillige at se direkte gennem brillerne, så man som blind eller svagsynet kan have hænderne fri.
Det giver endnu mere frihed og flere muligheder for blinde og svagsynede:
– Folk er helt eventyrligt glade for at bruge Be My Eyes. Det betyder meget i folks hverdag. Det der med, at man kan lave 50 requests om dagen, og ens venner ikke bliver trætte af det – dét giver en følelse af uafhængighed, slår Hans Jørgen fast.
Faktaboks: Be My Eyes
Be My Eyes er en gratis app, der hjælper blinde og svagsynede over hele verden gennem synsassistance. Appen forbinder brugere med synshandicap med tilmeldte enkeltpersoner eller virksomheder (herunder Google, Microsoft, LinkedIn, Hilton og en række andre). Via appen kan brugeren blandt andet ringe direkte til den enkelte virksomhed og tale med en medarbejder med ekspertise inden for brugervenlighed i virksomhedens produkter og deres tilgængelighed for blinde og svagsynede.